Vinder tid og kunder med Autodesk-software

EM Retail Solutions har oplevet et effektivitets- og kvalitetsmæssigt løft ved at skifte til 3D-projektering.

 København, 10. maj, 2012 – EM Retail Solutions, specialist i butiksindretning med hovedsæde i Horsens, er begyndt at bruge Autodesk-software til design og mekanisk konstruktion. Hele designplatfomen omfatter Autodesk Inventor, 3d studio max samt en skræddersyet add-on til produktionsstyring i Inventor, udviklet af Cad-Q. Softwareopgradering fra klassisk 2D til moderne, objektorienteret 3D-projektering har både haft en positiv afsmitning på, hvordan virksomheden designer, modellerer, konstruerer og producerer deres løsninger – og ikke mindst for, hvordan EM Retail Solutions nu er i stand til at visualisere løsningerne for kunderne.

EM Retail ref. EM Retail Solutions designer, konstruerer og producerer inventar og komplette løsninger til butiksindretning for detailhandelen. Fra primært at have leveret butiksindretninger til guldsmedebutikker har virksomheden i dag bredt sig ud til også at levere løsninger til en lang række andre segmenter inden for detailhandlen, eksempelvis dagligvare-, tele-, elektronik- og modebranchen.

EM Retail Solutions består af en design-, en konstruktions- og en produktionsafdeling samt et team af montører, som kan installere produkterne. Virksomheden har endvidere en projektafdeling, som kan tage sig af totalløsninger, således at det er muligt for kunder at bestille et komplet butikskoncept hvor som helst i verden.       

- På salgssiden bruger vores designafdeling Autodesk 3d studio max, og det giver os et særdeles velfungerende salgsværktøj, da programmet sætter os i stand til at visualisere de færdige butiksindretninger for kunden, før disse i realiteten konstrueres og produceres. Desuden er vores specialtilpassede version af Inventor i stand til at automatisere en række processer, som samlet set betyder, at vores produktion foregår hurtigere, med færre fejl og højere kvalitet. Vi har kort og godt fået et effektivitetsløft, som i allerhøjeste grad også kommer vores kunder til gode, siger Lene Svinning Andersen, kommunikations- og kreativ direktør i EM Retail Solutions.

Cad-Q, som har stået for implementeringen hos EM Retail Solutions, påpeger, at virksomheden har opnået rigtig gode resultater.

- Det er netop i de løsninger, hvor fokus er på optimering af designprocesser og automatisering af rutineopgaver, at værdien af den samlede CAD-løsning for alvor slår igennem. Her er EM Retail Solutions et rigtig godt eksempel på en virksomhed, som har haft en innovationslyst. Og det har bestemt også givet sig udslag på bundlinjen, siger Karina H. de Lichtenberg fra Cad-Q.

Om EM Retail Solutions
EM Retail Solutions er en af Danmarks førende leverandører af inventar og butiksindretning til detailhandelen og beskæftiger totalt 110 medarbejdere i Danmark og udlandet. Virksomheden fejrede 40 års jubilæum i 2011 og ledes i dag af Kasper Mortensen, som er søn af grundlægger Erling Mortensen, der stadig er aktiv i firmaet. Foruden hovedkontoret i Horsens har virksomheden en underafdeling i Kina. For yderligere oplysninger, se http://www.emrs.com.

Om Autodesk
Autodesk, Inc. er en af verdens førende udviklere af software til 3D-design, konstruktion og visual effects. Kunder på tværs af fremstillings-, bygge- og anlægsindustrien samt medie- og underholdningsbranchen, herunder de seneste 16 Oscar-vindere for Best Visual Effects, anvender Autodesks software til at designe, visualisere og simulere deres idéer. Siden introduktionen af AutoCAD i 1982 har Autodesk udviklet markedets bredeste produktportefølje til kunder overalt i verden. For yderligere oplysninger, se http://www.autodesk.com eller http://www.autodesk.dk.

 

Kontakt

Cad-Q Industri
  • Cad-Q Industri

  • Telefon: +45 70 10 71 10
  • Direkte: +45 76 28 14 15
  • Mobil: +45 76 28 14 15
Kontakt os